Historier

                                        Tidstyveri

 

Læn dig tilbage ind i stolen… ind i tiden… siddende her kan tiden føles uendelig… fornemmelsen af god tid… din tid… al den tid, du lige nu har brug for, for at fordybe dig… En dyb indånding… mange historier starter med, der var engang… ny indånding…

”Der findes en stor og alligevel offentlig hemmelighed. Alle og enhver har del i den, hvert eneste menneske kender den, men kun de færreste skænker den nogen sinde en tanke. De fleste tager den bare som en selvfølgelighed og undrer sig ikke det mindste over den. Denne hemmelighed er tiden.

Man har kalendere og ure for at kunne måle den, men det siger ikke én ret meget, for enhver ved, at en enkelt time kan forekomme én at være en evighed, mens den andre gange kan flyve afsted, som om den kun varer et øjeblik- det afhænger udelukkende af, hvad man oplever i løbet af denne time.

For tid er liv. Og livet bor i hjertet. [1]

Livet går videre… den lineære tid tikker afsted… samtidig med at du sidder her i din egen tidlomme… tid til at stoppe lidt op… mærke det indre smil… starter dybt inde, langt nede i kroppen… et stykke inde under navlen… stedet med så mange navne… eller måske for dig et helt personligt sted i din krop…

Det indre smil kan bevæge sig op gennem kroppen som en blomst … og ud i det ydre smil… I ethvert liv er der så meget, som kan kalde det ene og det andet eller begge forbundne smil frem… noget stort og godt eller lille og småt…

Ligesom jeg holder meget af at cykle… det kalder glæden, cykelglæden frem… sådan kan du også holde meget af noget i dit liv… måske en aktivitet, en bevægelse… eller noget mere stille… noget, et eller andet forbundet med glæde…

På en cykeltur en sommer sammen med en stor gruppe andre cyklister, blev min cykel stjålet en nat… syv cykler blev taget, og det var ikke de syv små dværge, der var på spil… cykeltyvene stjal ikke bare syv cykler, de stjal også cykeltid… cykelglæde den næste dag… andre cykler blev fremskaffet og hvert minut blev nydt, mens vi sammen cyklede ind i den store by… der var meget at fejre…

Så tog tankerne på langfart… så mens du sidder her, i din egen tidslomme… dukker spørgsmålet igen op… hvem og hvad stjæler din tid… som cykeltidstyvene er der andet og andre, der stjæler tid…Læn dig godt tilbage i stolen og i tiden… og lad viden, fornemmelser, billeder og andet dukke op af tidstyvene i dit liv… Se og mærk det, der sker på en afstand uden at censurere… måske bliver du overrasket… opmærksom på noget, du ikke har set, mærket eller hørt før, måske dukker der velkendte tidstyve op… noget du godt ved, men ikke har konfronteret eller kunnet lave om på…

Måske er der mere end en enkelt tidstyv på spil… … når du har set, mærket, hørt tilstrækkeligt, er det drømmetid…

Som i det gamle teater, hvor lyset er dæmpet, kan du læne dig tilbage… og ligesom i drømme, kan du se en forestilling … et drømmebillede… drømmetid…

Du har tid… eller tar tid… skærer en bid tid ud… laver øer… tidslommer…

”For tid er liv og livet bor i hjertet”…

”Giv dig tid” står der på de små hjerter på vejtræerne… har, tar, giv… der er mange måder… så nu får du tid, et par minutter, hvor du kan sidde i den egen tid, og de starter nu… … …

Du kan lytte til min stemme eller du kan lidt endnu helt gå din egen vej i trancen…

En stjernetime… ”af og til i universets historieindtræffer særlige øjeblikke, hvor alle ting og væsener, helt ud til de yderste stjerner, indgår i et samspil, der muliggør hændelser, som ville være utænkelige både før og siden.

Desværre forstår menneskene sig kun sjældent på at udnytte disse stjernetimer, der således går ubemærket hen. Men når en og anden erkender dem, så sker der store ting i verden. ”… Eller i et menneskeliv…

Du kan sidde lidt og dvæle ved det, som måske er blevet tydeligt for dig… mærke hvad du har på hjerte … ”For tid er liv og livet bor i hjertet…

Af og til samler viden sig i en sætning, i et billede, en melodi, i et symbol eller bare i en tydelig fornemmelse…

Det er nu tid til… at vende blikket ud af din indre tid… tag et par gode indåndinger og surf op til overfladen igen…

 

 

 

 

 

[1] Michael Ende: ”Momo” Sommer & Sørensen 1981

Så langt vi husker tilbage… i eget liv og i historien… har der altid været døre…
Alle mulige slags… små og store… i alle slags materialer…

Døre ind til noget… fornemmelsen af håndtag…
Åbne… lukke… åbne på klem… eller vidtåben…
Døre som lukker sig… døre som er smækket i eller gået i baglås…
Andre som åbnes… nye rum…
Måske et nøglehul at kigge igennem og få et glimt af noget godt…

Døre som drager… fint ornamenterede døre eller bare simple brædder…
At finde nøglen til den rette dør…
Forbudte døre… hemmelige døre… indgange…
Ind gennem fordøren eller gennem bagdøren… på opdagelse…

Se fremtidens døre… farver, fornemmelser… duften af dør… lade hånden glide over døren…
Som i et eventyr gå ind af en rød, blå, grøn eller gylden dør… eller måske bare en lillebitte bitte dør…
Mærke hvilken dør, du vil åbne til landskabet forude…
At gå på undersøgelse og opdage spor af noget, som måske allerede har åbnet sig…
Nye døre på klem…

Med et kig over skulderen kan du nyde døre, som er lukkede… rum som er gennemlevet… og måske findes der døre, du ønsker at genbesøge…
Trække tråde og linjer med ind i din fremtid… og mens du gør det, kan du nyde al det liv, du har levet… alle de døre du har åbnet og måske også dem, du bare er gået forbi…

I fremtiden kan du åbne døren til dit personlige skattekisterum og se hvad det indeholder… og tag det med, som du behøver på din fremtidige rejse…

En dag dukkede ordet tidslomme op, hægtede sig fast og nærmest kaldte på at blive kigget efter i sømmene…
Tiden går, uret tikker, hverdagens rytme… der er meget der skal nås… en ugen, en måned, et år går… pulsen stiger… et årti…

Som i et eventyr kan du, måske med en bevidst intention, måske sker det bare, gå ind i en anden tidsdimension… række ud, træde ind i en tidslomme… du er bare, bare til… du laver ingenting… eller du laver noget… er optaget, indefra…
Du er her lige nu… midt i din egen tidslomme… optaget, opmærksom på din sansning: dufte, lyde, fornemmelser, følelser, tanker…

Tidslommer har mange energikilder, måske flyder noget til dig uden du behøver at gøre noget som helst andet end at være til… Tidslommer har det med at dukke op, når du har brug for dem… alligevel er det som sommerfuglevinger, flygtige… og du må svæve med…
Det kan være kortere eller længere øjeblikke… som perler på en snor, tidslommeøjeblikke… hvor tanker, drømme, fornemmelser, livet kan få nye farver, måske ta´en helt ny eller måske lidt anden drejning… intet er givet på forhånd… det sker bare…

Tidslommer kan ændre sig og passe til de forskellige aldre i et liv… eller tidslommer kan være de samme velkendte, som du kan gå ind i… eller de omfavner dig, når det er tid til at synke ned, synke ind, lave din helt egen fordybelse…
Fornemmelsen af at tiden står stille, en sprække i tiden… give dig tid til at være i din helt egen tidslomme… mens den lineære tid tikker af sted, kan du være helt i din egen tid… måske er det på høje tid, at give dig tid, tage tid… små eller store mængder…

De næste minutter kan tiden stå stille, mens du mærker hvad tidslommer betyder for dig… hvad du må give tid, tage dig tid til… Du kan fokusere, finde retning og mål, eller du kan ganske enkelt læne dig tilbage og se hvad der dukker op, hvad der kommer til dig… Måske er der genkendelse, gentagelser, gengangere, hvad ved jeg… måske kommer der nyheder forbi, eller noget velkendt lægger sig sammen i nye mønstre…
Du får fem minutter i fred og ro, som starter nu… … …

Samtidig med du gør dig klar til at vende blikket udad igen, vil du vide, hvordan du fortsat kan holde forbindelsen med dine tidslommer med deres særlige betydning for dig…

Sæt dig behagelig tilrette… læn dig ind i stolen… ind i din egen verden… mens verden udenfor går sin gang… kan du synke ind i en anden tidsfornemmelse… at tiden føles lang eller måske bare som et fnug… al den tid du har brug for… mens du læner dig endnu mere tilbage, kan du spænde mere af… bare være til … her…
Find ind i en have… en du kender eller en der bare dukker op… fra et blad eller ud af det blå… havefornemmelse… dufte… lyde… planter og alle slags vækster… mens du bevæger dig rundt i haven, kan du nyde alle mulige slags detaljer… bemærk også årstiden… du noterer dig, at haven er skabt af menneskehånd… selvom der måske er uorden hersker der alligevel en orden… direkte eller indirekte… nogen har haft ideer, drømme, mening med havens indretning… en have er en have… mærk fornemmelsen af at være dig i haven… eller i haverne, hvis der er flere… barndommens have og nutidens… de fleste haver har en eller anden form for afgrænsning… hører til et hus eller til nogle mennesker… mærk og se på dit liv fra haven… hvad kalder haven på…

Et andet sted findes det vilde landskab… måske et sted du kender eller der dukker et landskab op… uberørt… ukultiveret… som vind og vejr skaber det… vidder… højder… horisont… vand… landskabet ændrer sig … bemærk også årstiden… mærk fornemmelsen af at være dig i det vilde landskab… se på dit liv fra det vilde landskab… hvad kalder landskabet på…

Så er der komfortzonen… livets trygge zone, som kan udfordres… hvordan rører haven ved din komfortzone… hvordan er mødet mellem det vilde landskab og din komfortzone… læn dig langt tilbage… ind i ryglænet, ind i dig selv … hvad er det næste som dukker op… iagttag med alle dine sanser, hvad der aktiveres… lyde, dufte, fornemmelser… længsler… anelser… …

Til sidst kan du veksle mellem haven og det vilde landskab og mærke de inspirationsfrø, som findes det ene og det andet sted til dig…

Forestil dig, at vi er fem år længere fremme i tiden… du besøger igen haven… opmærksom både på genkendelse og på forandring… du besøger det vilde landskab… opmærksom både på genkendelse og på forandring… inspirationsfrø… frø… spirer… nu små planter… tag dig tid til at samle dine indtryk… …

Tilbage til her-og-nu… inspiration som stjernestøv … som ideer… måske skridt eller planer… uanset hvad kan inspirationsfrøene gøre deres eget arbejde, mens du er optaget af andre gøremål…

Til enhver ordentlig rejse hører en tilpas rejsekuffert. Måske et lidt gammeldags udtryk, taske, rygsæk eller bare kuffert ville nogle finde passende…
Alligevel havde han en ide med ordet rejsekuffert…

En rejsekuffert har lange fine rødder tilbage i sit stamtræ til tidligere tiders store rejser, når konger, krigsherrer og maharajaer rejste med en lang række af slagsen på deres ofte årelange rejser med et stort følge…
Solidt udført med forstærkede hjørner med udskårne figurer i metal, så rejsekufferten kan holde sammen på sig og sit indhold under skub, kast og måske trykken fra andre kufferter og pakker…

Som med menneskene findes rejsekufferter i alle størrelser og farver, fra små lette fikse håndmodeller til rejsekufferter, som er så store, at der må otte stærke mænd til at bære og laste dem…
En rejsekuffert er helt personlig og du har din med på dit livs rejse… en passende størrelse… fyldt med hvad du har valgt at tage med dig fra tidligere tider… både i dette liv og fra forfædrene og formødrene… og der en ting, som endnu ikke er pakket ud, som ligger der og venter på, at du får brug for dem i din videre færd… måske om et øjeblik, måske om lidt længere tid…

Ind imellem må en rejsekuffert udsættes for inspektion… rummer den det rette og i tilpas mængder… eller skal der ryddes op og måske ryddes ud… Der ligger måske ting, som du helt har glemt… noget der ikke er brug for længere, så må det vejes og vurderes og måske lægges væk… enhver har helt sin egen måde at sortere og rydde op og rydde ud på…

I rejsekuffertinspektionen kan det hænde, du finder noget, som du helt har glemt, som har mening og værdi for dig, også fremover…
Når inspektionen er afsluttet, skal rejsekufferten pakkes igen med det nødvendige og måske lidt ekstra… i tilfælde af… der muligvis engang bliver brug for det… man ved det aldrig helt… måske vælger du at rejse på den lette måde med lille bagage… din rejsekuffert vil forme sig helt efter dine behov… Hermione fra Harry Potter har en lille håndtaske, som rummer både telt og andre nyttige sager…

Et godt stykke ud i fremtiden sidder du og ser tilbage på tiden, der er gået… muligvis har din bagage været lige tilpas, muligvis har du slæbt på for meget… og det er igen tid at lægge noget fra sig… tage en dyb indånding og mærke, fornemme, se, lytte dig ind på dit livs rejsekuffert… Måske er den som den skal være… med et kærligt og kritisk blik kan du afgøre om den måske skal pimpes lidt…nye farver, mønstre, nye rum, et andet håndtag…Giv dig tid…

Når du er klar, rejser du videre… du er klar til at tage det første skridt i de næste tusind mil, og hvad vil du kalde det skridt…

Der var brudt en sygdom ud i landet. Ingen vidste, hvor den var kommet fra, for nærmest umærkeligt havde den bredt sig, først i landområderne og senere ind til byerne.

Sygdommen kendtes på forskellige ret sammensatte symptomer fra hjertebanken og nervøsitet til uro og nattevågenhed med spekulationer over dagens begivenheder: Havde man gjort nok? Var alle helt tilfredse, eller var der noget, man havde overset?

De, som særligt var ramt af sygdommen, var helt udmattede, når de nåede aften. I reglen havde de ikke nået noget af det, de gerne ville, sådan bare for deres egen skyld, for der var altid så meget, der skulle passes først. Det kunne være alt muligt arbejde og ekstra projekter, overarbejde, gamle krævende forældre, haver, huse, børn, naboer, venner – ja, alt og alle havde brug for en hånd, og jo mere sygdommen fik fat, jo værre stod det til med at betjene alt og alle, inden der blev et minuts pause eller to.

Sygdommens navn var hensynsfuldhedsbetændelse, og den blev hurtigt registreret på verdensplan. Den bidrog til megen mærkværdig kommunikation, hvor det hele tiden var hensynet til den anden eller de andre, som stod øverst. Så selvom der var nogen, man ikke brød sig om, så besøgte man dem alligevel, af hensyn. Selvom der var overarbejde, som var for meget for familien, så udførte man det, af hensyn, og sådan kunne man blive ved, hensyn mig her og der.

En skønne dag blev det for meget, en hel flok mennesker mødtes spontant, og alle var trætte og udmattede og rigtig trætte af, at der blev alt for lidt plads til deres egne drømme og ønsker. De opsøgte først en af landet kendte terapeuter, som bestemt ikke led af hensynsfuldhedsbetændelse. Han forlangte først et klækkeligt honorar, inden han udtalte sig: ”De fleste mennesker har mange flere evner, end de udfolder.”

Straks var der nogen i flokken, som fik ideer til at bekæmpe sygdommen, og de gik øjeblikkeligt i gang. Andre syntes, det var en lovlig tynd kop te, så de drog videre til en af landets store økonomer, som tilfældigvis havde tid den eftermiddag, og hun udtalte: ”Give and take” var engang god latin, men jeg vil nu tilføje, husk at have det sjovt undervejs.”

Det var der flere i flokken, der faldt for, og de drog hjemad for at føre de nye tanker ind i deres personlige bekæmpelse af sygdommen.

En lille håndfuld var tilbage, og en af dem kom til at tænke på, hvordan man engang vejede guldstøvet på Guldkysten i Afrika. På en vægt lagde man guldstøv i den ene skål og i den anden små meget smukke figurer lavet i massivt guld, så der var noget værdifuldt i hver skål, som blev vejet op mod hinanden til vægten fandt sit balancepunkt. ”Måske vil sygdommen opløse sig selv, hvis vi gør noget tilsvarende”, gik snakken i den lille flok, der var tilbage. Det måtte komme an på en prøve, og de drog straks af sted i mange forskellige retninger.

”Landet var næsten på fallittens rand, og mismodet havde bredt sig. I flere år havde folk overhørt de røster, som sagde: ”Det her bliver ikke ved med at gå.”

Mange havde tænkt: ”Går den, så går den”, og længe gik det godt, rigtig godt endda, indtil en skønne dag ballonen revnede, og det med et brag så stort, at det gav genlyd langt omkring.

Nu blev de fleste kun optaget af, hvad de ikke kunne, og af hvad de ikke kunne købe.

Midt i mismodet dukkede en historie op, som min veninde præsten engang fortalte, da talen var om, hvad der har værdi i livet. ”Når de ligger der på det yderste, er der ingen, som taler om fabrikkens fremgang eller om hesteflokkens størrelse, nej så taler de alle om relationerne – både om dem, som var og dem, som de har savnet eller måske forsømt”, og så var det tankerne gled videre til, at det måske var tiden at åbne en helt ny slags bank, en glædens bank, som undervejs på livsrejsen kunne holde døgnåbent året rundt uanset vejr og humør for at samle glæde og gode minder på lager.

Det er jo sådan med glæde, at den tiltrækker mere, et smil kalder på smil, og glædens varme fingre spreder sig og løber som lavastrømme af sted uden at gøre skade på nogen eller noget.

Hverdagene er flest, og mens gruppen vandrede på fjeldet, glædede de sig over at være ude i det fri og mærke den friske luft. Der var stop og udsigter undervejs. Historiske steder og geologiske lag blev udpeget og nydt. Lysende lilla lupiner kærtegnede bjergets sider, og senere på turen vandrede de i et græstæppe fyldt med orkideer, som havde en østerlandsk tæppevæverske været på spil.

Mens de voksne vandrede i roligt tempo, løb drengen af sted, fik klør mellem fingrene af blomsterstængler og forvandlede sig til et hurtigt og farligt dyr, og som den naturligste ting i verden bredte legen sig, og flere voksne skruede sig igennem sprækken mellem to klipper og kom ud på den anden side som sig selv og måske alligevel ikke helt, måske stod der mere på glædens konto.

Der findes så mange måder til at sætte på kontoen, ind imellem sker det, når vi mindst er opmærksomme på det eller mindst venter det. Ligesom tiden går sin gang, og nat bliver til dag, eller er det omvendt, så vil glædens bank uvægerligt vokse, efterhånden som glædens mange ansigter viser sig.

På besøg i glædens bank, kan indholdet på hylder, i skuffer og bokse opdages og genopdages, og mange indgange fører til banken: et venligt ord, et anerkendende blik, et gammelt foto fra barndommens leg eller bare en fornemmelse af, at nu er det nu.

Nogle påstår, at glædens bank giver både renter og renters rente, og hermed gives udtrykket glædens bank, oprindeligt udtalt af en islandsk præst, videre, så enhver kan tage stafetten og blive bestyrer i egen bank på den ene eller på den anden måde. Held og lykke med det.”

”En lille smuk æske mærkede en voldsom indre bevægelse. Der blev sparket godt ud mod dens sider, bund og låg indefra.

Den var fuld af hemmeligheder. Den vidste det, kendte hver enkelt ved navn, og dens opgave var at rumme dem og holde på dem, så den havde for nylig fået bundet et stramt bånd omkring sig. Tidligere havde den prøvet med elastikker, men de holdt ikke, og en del hemmeligheder slap ud og løb deres egne veje.

Denne dag følte æsken sig mere sikker på sin opgave, og da aftenen kom, havde båndet holdt til endnu en dags asen og masen, for det er nu sådan med langt de fleste hemmeligheder – de vil ud. De længes ud, længes efter at blive fortalt og mærke chokket og gyset hos dem, som lægger øre til hemmelighederne, og som tit får lyst til at hviske videre om dem. Hemmeligheder vil ses og høres og siver gerne rundt indtil nogen får lyst til at tage dem op og trække dem frem. Som vand finder de deres veje ud af de hemmelige rum, æsker og andre steder, hvor nogen har gemt den godt af vejen.

Så en dag bankede en lille hemmelighed på æskens kant og bad selv om at blive lukket ind. Æsken undrede sig. Det var en usædvanlig handling for en hemmelighed, for den var vant til, at nogen anbragte deres hemmeligheder i æsken, ikke at hemmelighederne selv bankede på. Da æsken havde sundet sig lidt, mente den, at det nok kunne lade sig gøre, hemmeligheden var jo rimelig lille og lod til at ligne noget af det, æsken i forvejen passede på.

Så langt så godt, den lille hemmelighed kom ned i æsken, og de første par uger gik godt. Den passede ind, syntes de andre hemmeligheder. De opererede alle så at sige indenfor samme hemmelighedsområde.

Umærkelig blev der mindre og mindre plads i æsken, for den lille hemmelighed var vokset og vokset, eller rettere den var begyndt at folde sig ud i sin egentlige størrelse.

De øvrige hemmeligheder blegnede og fik åndenød. ”Skal vi leve, må vi ud!”, råbte en, og så hamrede hele styrken mod æskens ene side, og der blev en sprække ved låget, hvor de slap ud en efter en.

Tilbage i æsken var nu den lille hemmelighed som mere og mere antog sin fulde størrelse, efterhånden som den fik rettet alle sine hjørner ud, og æsken mærkede en voldsom tyngde og fik hjertebanken og nærmest angstanfald over, at ingen fremover ville have lyst til at bære rundt på den i en lomme, når æsken nu havde sådan en frygtelig tyngde i sig.

Efter en søvnløs nat lindede æsken lidt på låget som ved en tilfældig bevægelse. Den have tænkt det nøje igennem, og der skete nu det, som æsken havde håbet, den lille nu kæmpetunge hemmelighed begyndte at sive ud og lige, da den gled helt ud, smækkede æsken låget forsvarligt i. Hemmeligheden ville ind igen, men æsken var ubøjelig. ”Ingen vil have mig”, klagede hemmeligheden. ”Jeg er alt for tung at bære på”. ”Så må du se at slippe dig selv løs i mindre portioner, så folk kan holde ud at være i nærheden af dig”, svarede æsken, ”fremover er her kun plads til mindre hemmeligheder i kortere tid og så må I se at komme ud i lyset og komme videre, for jeg vil bæres rundt i en god og varm lomme med en tilpas tyngde indeni mig”.

Sådan blev det. Hemmeligheder kunne få et lille ophold i æsken, inden de vandrede videre, for hvorfor holde på hemmeligheder, der vokser og bliver næsten uendeligt tunge? Den lille æske overvejede, om den måske skulle skifte navn eller om den stadig skulle kalde sig ”En lille æske hemmeligheder”.

”En kvinde havde efterhånden fået rigtig svært ved at holde balancen. Det var som om hendes to ben ville hver sin vej det meste af tiden.

Det var startet i det små, mens hun var en pige, og så kom alle skole- og uddannelsesårene, hvor det ene ben tog over på alle skole- og arbejdsdage, og det andet tog revanche specielt i sommerferien, hvor hun aldrig sad stille eller gik i takt men dansede af sted på lette ben i små fine sko.

Nu var hun efterhånden en kvinde midt i livet, og benene trak hver sin vej. Hun og de var kommet ud af rytme, og begge ben ville bestemme farten.

Det højre, officersben, mente kvinden stammede fra faderen og hele hans slægt af militærfolk gennem mange generationer, som yndede præcision, regelmæssighed og takt.

Det venstre ben, dansebenet, havde sine rødder tilbage i moderens aner af dansere, kunstnere og gøglere af alle slags. Dansebenet yndede lethed, bevægelse og helt uforudsigelig fart over feltet.

Dansetrin opstod hele tiden, og så gik der kuk i takten, som højre benet marcherede i.

Benene ønskede gensidigt hinanden hen, hvor pebret gror, og begge længtes efter at få gangarten gennem livet til at gå i deres foretrukne rytme. Officersbenet svedte af anstrengelse over at holde takten; mens dansebenet var ved at tabe modet over, at det kun blev til så få dansetrin ad gangen.

Kviden mærkede en voldsom ubalance. Hun følte sig helt skæv i hofterne. Begge knæ og ankler værkede, og da kvinden var på vej op ad en bakke, ville benene pludselig ikke bære mere, og hun styrtede. Hun slog sig voldsomt og måtte sidde længe og sunde sig, og mens hun sad der, kom hun i tanke om det samarbejde, benene engang var i stand til at udføre, og ønskede inderligt, at det kunne opstå igen.

En ældre morlille kom gående opad bakken med sit barnebarn. De standsede og tilbød kvinden et par små røde æbler og noget frisk vand. Kvinden klagede sin nød og hørte barnebarnet sige: ”Det ene ben er jo meget tykkere end det andet!”

Morlille så på kvinden med milde øjne: ”Der er råd for din ulykkelighed. Kig nøje på dine ben hver dag og sørg for at bruge dem, så de får samme størrelse. Det er et stort og dagligt arbejde, som du skal udføre, og så snart det er overstået, vil resten gå af sig selv. Benene sørger for resten.”

Morlille gik videre med sit barnebarn, og kvinden spiste langsomt æblerne, mens hun iagttog sine ben.

Barnebarnet have ret. Der var stor forskel på størrelsen, så nu måtte hun lægge sig i selen og tildele det tyndeste ben mere plads. Kvinden trænede dagligt sin opmærksomhed og efter nogen tid, mærkede hun en ny balance, mens hun stille og roligt genvandt sit gode, gamle humør. Benene fandt ind i en naturlig rytme med hinanden, og kvindens balance i livet blev med tiden en helt anden…

Den gamle bengalske tiger vandrede rundt i sin skov et sted derude i Østen. Han havde et kæmpe revir, hvor det var han, der var konge. Hver eneste sti, hver eneste huntiger og hver eneste udsigt mellem de mange træer i skoven, kendte han. Så kendt var han med det hele, at han nærmest ind imellem kedede sig, mens han gik af sted og drømte om at bliver overrasket af noget nyt. De fleste dage skete der kun det, som var forudsigeligt. Han fik oftest sit bytte serveret af de yngre tigre, som alle ville stå på hovedet for at gøre ham tilpas. Engang havde det også glædet ham, men nu nej. ”Jeg er født som carnivore, et kødædende bæst”, tænkte han en dag, ”men behøver det at være sådan?” Det spørgsmål fandt den store bengalske tiger nu ikke noget svar på. Han var i øvrigt også træt af Østens såkaldte mystik og al den røgelse, der blev spredt i skovkanten.

 

En skønne dag fangede hans ene næsebor en fremmed duft. Han følte sig pirret og gav sig til at følge duften gennem skoven. Han nåede udenfor sit revir fuldstændig opslugt af duften, så han ikke ænsede alle de farer, som lurede på ham. Den store tiger gik af sted i sit eget tempo, i sin egen gamle vuggende rytme, som i et eventyr. Han gik i dagevis og nætterne med, nærmest trukket højt mod nord af denne særlige duft, som fik hans tænder til at løbe i vand. Ind imellem slikkede han sig om munden. Han mærkede igen sult, for hele hans opmærksomhed var på denne fremmede duft, som drog ham, kaldte på alle hans sanser, kaldte eventyrlige billeder af nydelse frem.

 

Lang om længe nåede han frem og blev helt forbavset, da han så duftens udspring en stor skål med noget ukendt rødligt noget. Desværre stod skålen på et bordet lige der under æbletræet, og der var mennesker i haven, dog kun en enkelt stor stod ved bordet. De andre, som var mindre, klatrede rundt om i træerne, og han så en af de mindste kravle af sted i græsset. Tigeren trykkede sig ned. Han vejrede færten af mennesker og vidste instinktivt, at han skulle være på vagt overfor dem.

 

Lidt efter tilsmilede heldet ham, mennesket ved bordet gik væk, og den store tiger listede nærmere mod den vidunderlige duft. Da han nåede den første tallerken, hvor der nu var øst op, stak han tungen ud, og ned gled mormors jordbærgrød i en eneste mundfuld. Da han var i gang med tredje portion, kom mormor pludselig hen til bordet, mens hun kaldte på alle ungerne, som også skulle smage.

 

Hun blev ikke forskrækket over tigeren, for hun var selv jordbærelsker, så hun sagde i stedet: ”Stop en halv, du skal lige have fløde på grøden!” Tigeren måtte stoppe. Ingen sagde mormor imod, for hun så bare så rar ud, at den gamle tigers hjerte smeltede, og pludselig syntes han, at verden var født på ny. Han slikkede sig taknemmelig om munden efter syv portioner og gned sig over snuden med den ene pote. ”Du var heldig lige at lande her i jordbærsæsonen”, sagde mormor.

 

I de følgende mange år kom han trofast igen, for denne tiger blev, ligesom mormor, rigtig gammel. Hvert forår gik han i sine store skove og ventede på den dragende duft, som om og om igen ville trække ham mod nord, og hver gang han vandrede hjemad med maven fyldt, nød han at tænke på, at det kunne ske igen, at han oplevede dette, at verden blev født på ny, på rette tid og sted. Det var en ekstra nydelse, at det ikke var en hverdags foreteelse i hans egen skov, selvom han ind imellem var godt træt i poterne, når han lagde sig højt oppe i skoven, hvor han havde fundet en ny plet med en strålende udsigt. Han havde endog taget sig i at nyde både jordbærgrøden og Østens mystik igen.

Der var en lille havfrue, som var gået på land, og det var for hende fuldstændig som i det gamle eventyr, at hver gang hun tog et skridt, føltes det som at gå på knive.

 

Havfruen var udmærket godt klar over, at hun ikke var i sit rette element. Det mærkede hun hver gang, hun tog en tur i havet, hvad enten hun legede i overfladen, eller hun dykkede dybt og længe. Nu var det sådan, at denne havfrue var umådelig nysgerrig og videbegærlig, og hun mente ikke, at man skulle lade sig begrænse af det, man umiddelbart var født til. Livet på land havde sin egen dragning på hende, og når hun sent om aftenen, hørte sang og glade stemmer inden fra byen ved havet, så sad hun på en klippe og drømte sig derind. Hun havde set, at man i stedet for at svømme eller sejle, kunne gå rundt eller løbe og cykle. Der var også mange slags køretøjer, folk så ud til at fornøje sig med.

 

Denne havfrue havde ikke mødt en prins, så det var hendes egen nysgerrighed, der drev hende, når hun den ene gang efter den anden gik på land i sin menneskeskikkelse. De fleste gange klarede hun et par timer, inden smerterne i hendes fødder var for overvældende.

En aften sad hun i sin menneskeskikkelse og græd ved havet, da en gammel fisker kom og satte sig hos hende. Han lagde en arm om skulderen på hende, og mens havfruen lod sig trøste, sagde han: ”Jeg ved hvem, du er, og hvad du forsøger, og det findes der råd for.”

 

Havfruens ører blev store, mens hun lyttede til hans lange fortælling, som endte med, at fiskeren sagde: ”Det vil gå dig meget bedre, hvis du bevarer en forbindelse med dit rette element i dit hjerte, når du bevæger dig rundt på land. I starten vil det være lidt som at gå på nåle, men efterhånden som du har trænet dig i altid også at mærke hvem du er, og hvor du kommer fra, så vil din gang på jorden blive let og ubesværet.”

 

Havfruen takkede for fiskerens råd, inden hun gik videre, og i de kommende år, fandt hun sin helt egen måde at bevæge sig mellem de to verdener, som hun var lige betaget af.

Der holdet de så, de to side om side. Denne skævede til den anden og omvendt arbejdsvognen med lad og den røde Ferrari. De var trætte begge to. Arbejdsugen havde været lang, nærmest i døgndrift var de blevet brugt, og Ferrarien havde været et smut i Italien og hjem igen.

 

Der i Rom havde den følt sig godt tilpas blandt ligemænd af alle mulige mærker, også de tyske, mens den hjemme igen følte sig set skævt til. Som om den skinnede for meget, som om den var for strømlinet, for rød, som om den slæbte en drøm efter sig, som andre blev misundelige på, når de kiggede på den.

 

”Det er der vel råd for”, mente arbejdsvognen, ”Du kan køre med mig et par dage”. Ferrarien kørte pligtskyldig efter arbejdsvognen ud på byggepladser, ned i grusgrave, ad mudrede veje men lige meget hjalp det. Den var møgbeskidt og træt, og mærkede alligevel de vrisne blikke fra hver en bil, de passerede. ”Hvad laver han her? Spiller han arbejdsbil?” lød det.

 

Efter et par dage stod de igen side om side. De vidste det begge to, den gik ikke.

 

Arbejdsbilen vred næsten motoren helt rundt, mens han spekulerede på, hvordan vennen kunne muntres lidt op. Pludselig fik han en lys ide: ”Kør med mig til Nordkysten på lørdag, hold på torvet og hold dig klar til at dreje ud bag den første bil, der vil dreje ud fra pladsen på slaget tolv.

 

Ferrarien blev slemt overrasket, da den største blændende hvide Limousine drejede ud. Han skyndte sig efter. Limoen sejlede af sted som et majestætisk skib og skinnede, så alle, der så den, spejlede deres drømme i den. Ferrarien nød sin plads som nummer to, forholdsvis ubemærket, undtagen af drenge og enkelte mænd, som ser alt, hvad biler angår. Som turen langs kysten skred frem steg Ferrariens, humør over at køre ubemærket og opdagede endda, at han også kunne nyde, når nogen kiggede langt efter ham, også.

 

Vel hjemme i garagen takkede han arbejdsbilen for ideen med at tage sig en lørdagstur, Det kunne jeg måske gøre en anden gang, når det trænges, tænkte han, mens natten faldt på.

En citron var blevet sindssygt sur – havde godt nok hængt i solen, men ikke længe nok og heller ikke på den rigtige plads, måske på det helt forkerte træ, for ikke at tale om citronerne, der hang for tæt på eller for langt fra eller havde en bedre plads end hende – en med udsyn, lys og luft. Det brød hun sig heller ikke om. Der var aldrig noget, som var godt nok, eller noget som var helt rigtigt. Der manglede altid noget, og altid havde hun denne sure følelse af ikke at få nok, ikke blive set nok, ikke være nok. Det var faktisk, set udefra, rigtig surt.

 

Der var så mange slags citroner, også de mere runde og milde med lige tilpas surhed. Der var bestemt ikke noget, hun ville lave om. Hun forbeholdt sig ret til at være så sur, som hun nu var, i sin gode ret til at beklage sig dagen lang. Surt show at det også kunne være trættende.

 

Hendes familie blev mere og mere trætte i øjnene, når de trillede forbi. Det var som om den sure citronsaft dryppede ind i dem, og de blev trætte og triste. Efterhånden blev det tydeligt, at den sure citron kun var villig til at sprede sin sure saft, måske var det ligefrem en lettelse at slippe af med noget af den sure væske. De andre skulle jo heller ikke have det for godt.

 

Så en dag havde citronen stødt sig og blev lagt i en kasse med gamle citroner. Hvor var det surt at ligge der. Hun ville hellere være i en anden kasse, syntes hun fortjente det. Samtidig med at hun lå der og surmulede, søgte den sure citrons familie råd hos den vise kvinde, som gav dem en enkelt sætning: ”Gør jeres egen skal tykkere, enhver citron må leve sit eget liv, og dette gælder også for den sure citron.”

 

Imens var den sure citron blevet endnu mere sur over at ligge i kassen. En af de nærmeste citroner fik sagt noget om, at den måtte finde en måde at give slip på surheden, hvis den skulle nyde den kommende sommer, og det skulle gå lidt tjept, for der var allerede forår i luften…

 

Citroner er gule, grønne eller blå… søde, sure eller midt imellem… det blev sommer… og citronens familie… måske blev skallen tykkere… og citronen blev mere eller mindre sur…

 

Der er så mange måder at begrænse vores tænkning på… og der er så mange måder at spilde livet på… og der findes så meget andet… andre muligheder… andre veje at gå…

Den ville frem, eller rettere den ville ud, følte sig indespærret sammen med en mængde tanker, ideer og erindringer. Især de gamle støvede erindringer var den bare så træt af. De blegnede jo med årene, og alligevel krævede de plads og lod sig male med friske farver om og om igen, når de blev fortalt.

 

Historien sad i sit hjørne og drømte sig ud, væk, mærkede de store vidder. Den så stepperne for sig, fornemmelsen af vinden på huden, når rytterne gik i et med hestene. ”Lad mig komme ud”, bad den; men intet skete, og historien drømte videre om at være ude i varmen og høre alle livets fortællinger, helst henslængt i en stol et sted, hvor mange mennesker, unge og gamle kom forbi.Den havde ellers forsøgt meget. Danset tango med mange tanker, men desværre de nåede altid lige at slippe den, inden de selv blev sagt højt. Den havde også forsøgt at ligge på lur, når de blegnede erindringer rullede frem, forsøgt at mase sig ind foran dem, når de var på vej ud. Hver gang lykkedes det altid en eller anden at spænde ben for historien, så den ikke nåede frem til tiden, og igen og igen kom den ikke med ud.

 

Til sidst lignede historien en skygge af sig selv. Den hensad bare i sit hjørne, på en måde nu bare på lager, indtil der en dag kom et stikord forbi, og historien mærkede igen suget i brystet. Den ville ud! Det var nu eller aldrig! Dens time var kommet, og den sivede af sted og nærmest gled ud gennem pennen, som dansede i rasende fart henover papiret. Det går for langsomt, mærkede den, og netop da tanken slog ned, skiftede historien retning og strømmede gennem tangenterne ind i computeren og videre til forlaget, til trykkeriet, og så en skønne dag lå den der på bordet og ventede på, at blive købt og holdt af og holdt om og grinet med.

 

Nu havde den chancen for at gå på besøg i mange indre verdener, og samtidigt være der i sin egen verden på det blanke papirs mange sider; og nogle historier holder i hundrede år, hvem ved…

”Som en trold af en æske, kunne han dukke op når som helst Trolden Tom.

Ingen vidste rigtig længere, hvor udløserknappen sad. Engang var det en stor rød knap, men nu var den vistnok faldet af.

Den lille Trold var ved at være godt træt af det hele. Han sprang ud af æsken alt for tit. Han fik aldrig tid til at hvile sig, så med røde øjne og træt stemme lød der et buh. Det gjorde ikke rigtigt indtryk længere. Folk vendte bare ryggen til ham, når det passede dem. Ingen blev rigtig skræmte. Før var han sådan en rødglødende trold, så det hele var faktisk lidt sørgeligt.

En dag hvor Trolden Tom sad og hvilede sig op ad æsken, kom en dreng forbi. Sådan en pilfingertype. Og han fik straks lyst til at se nærmere på æsken. Inden den lille Trold nåede at sige buh eller bæh, hoppede drengen ombord, og han pillede ved alt, der kunne pilles ved og pludselig sprang knappen på plads, og Trolden Tom gloede lige en ekstra gang. Nu kunne alt blive normalt, som før han blev så træt.

Tom ville straks op i æsken, men drengen var ikke færdig med at pille, så de skændtes længe, indtil drengen sagde: ”Hvem bestemmer hvornår du skal fare op af æsken?” ”Dem der trykker på knappen, selvfølgelig!” sagde Trolden Tom lidt selvbevidst. ”Hvad med dig, vil du slet ikke bestemme?” spurgte drengen. ”Det kunne jeg da godt prøve”, sagde Trolden, og inden han havde set sig om, havde drengen lavet et håndtag på indersiden af æsken. ”Sådan nu bestemmer du, hvem du vil fare op af æsken for!”

Sådan gik det til, at Trolden fik et meget sjovere liv. Han kunne springe op som en Trold af æske, og han kunne dreje på sit lille håndtag, så der skete uforudsigelige ting.

Han opdagede snart, at han grinede lige så meget som han buhede og skulle passe på ikke at fare storgrinende op af æsken, for så blev folk for forvirrede. En trold er vel en trold eller hvad?”

Der var en dværg - ikke så høj, sådan er det med dværge - 1,5 meter forstås knap og nap. Det kunne være svært at klare sig, når man var så lille og let at drille. Denne dværg havde dog taget sine forholdsregler. Han have ranslen, den lille rygsæk han altid gik med, fuld af citater.

 

Han kunne stikke en hånd ned i tasken og rode lidt rundt og vupti så havde han fat i et citat. De fleste kunne han dog udenad, så det var slet ikke nødvendigt at lede i tasken.

 

Dværgen var gammel, som dværge ofte er, og han havde svar på tiltale til de fleste og også til de fleste situationer. Det var hans måde at klare livets tildragelser på. "Godt ord igen". "Lykken stå den kække bi". "Man skal nyde før man kan yde", nej det var for resten omvendt. Hans yndlingscitat var naturligvis: ”En lille og vågen er bedre end en stor og doven”.

 

Citaterne fungerede nærmest som en regnfrakke i regnen for dværgen. Han var altid klædt på, indtil en dag en lille pige kom forbi og stillede ham et spørgsmål. Han rodede og rodede i tasken, trak det ene citat op efter det andet og forkastede det. Ingen af alle hans mange citater, samlet gennem et langt liv duede. Han var løbet tør.

 

Han følte sig nøgen. Det var skræmmende.

 

Dværgen flygtede. Han løb alt hvad remmer og tøj kunne holde ud af byen, op ad bakken og da han til sidst var fuldstændig forpustet og knap nok vidste hvad han selv hed, smed ham sig ned og græd. Han græd og græd for første gang i sit liv. Da tårerne stilnede af, fik dværgen en mærkelig tanke: "Jeg føler mig som et menneske, et helt almindeligt menneske!" Tanken var ny for en dværg, der altid havde følt sig anderledes, forkert, for kort. Det gik pludselig op for dværgen, at han på en måde havde gemt sig bag citaterne, for pigen havde spurgt, helt enkelt som kun børn gør:

 

"Hvordan kan du vide, at citaterne passer, når du ikke selv har skrevet dem, men bare skrevet dem af? Det er jo andre menneskers tanker."

 

Dværgen fik nu mange dage til at gå med at endevende alle de tanker, som pigens spørgsmål havde sat i gang i ham. Han var så længe væk, at folk i byen begyndte at savne ham og alle hans citater, som mange fandt gode, for andre var det mere vanen, der talte. Her i byen har vi en citatdværg, så han skulle være på sin plads, så alt kunne føles rigtigt. Det blev efterår og vinter uden at dværgen indfandt sig, først langt hen på sommeren dukkede han op. "Hvor har du været så længe?" spurgte folk og dværgen svarede beredvilligt som altid "Ude at se mig om i verden for at finde mine egne tanker!", var hans svar. "Hvor er din ransel med alle citaterne?" Dværgen sagde med et skævt smil: "I en lille by på et højt bjerg med udsyn fik jeg lagt den fra mig, og nu ved jeg ikke om jeg har brug for den længere."

 

Det blev hverdag som der jo er flest af og folk begyndte igen at stille spørgsmål til dværgen og nu svarede han, som før altid hurtigt og venligt. Der kom ingen citater men alle mulige pudseløjerlige svar for dværge er jo i virkeligheden meget tænksomme. Folk nød svarene, for ingen fik samme svar og ofte måtte de her gøre en indsats og selv tænke over svaret og finde en mening som i en gåde, og dværgen følte sig fortsat som et menneske nu hvor han vidste, at alle svar var sande – hans egne citater så at sige af egne tanker. Han havde ikke brug for at gemme sig mere. Kun engang imellem for sportens skyld genhuskede han et citat og flettede det sammen med sine egne tanker – det var faktisk meget sjovere for ham.

 

Byens indbyggere var alle glade nu var citatdværgen på plads igen, selvom det måske ikke længere var helt det rette navn til ham, men pyt med det, det var nu det navn han var kendt under.

1.del af 1. historie:

 

I et land langt borte skete det engang, at en delfin fik lyst til at svømme ind til kysten. Hvordan det gik til, er der ingen der ved. Pludselig en dag dukkede den op ud af det blå, i mere end én forstad. Det var en legesyg delfin og snart var landsbyens børn optaget af at lege med den, svømme med en og ride på den. Delfinen var altid i legehumør, og hver eneste dag var den klar til at lege, når børn og deres forældre kom ud i vandet til den. Det rygtedes, at denne delfin var noget ganske særligt, nærmest tam uden at nogen havde trænet den, så folk kom kørende langvejs fra for at se fænomenet, og mens de sad i lange køer i deres biler op langs standen…

 

 

 

1.del af 2. historie:

 

…var der en vulkan, som mærkede varmen begynde at stige i sig. Det begyndte langt nede i jordens indre, hvor dens rødder var. Det havde boblet og sydet dernede et stykke tid, og vulkanen mærkede nu hvordan alting spændte sig til, og hvordan varmen begyndte at stige, og den havde en gammel viden om at dette var en gentagelse. Det begyndte altid meget stille, som når en tanke går forbi, og så skete der ikke mere eller rettere vulkanen hæftede sig ikke ved mere, for det der skete var så stille og spredt, indtil et vist punkt hvor det begyndte at mærkes som når en tandbyld strammer til, noget vil ud og kan ikke komme det, så det strammer og strammer. Vulkanen mærkede, at varmen nu have nået et højdepunkt og at det boblede godt under den. Nu var det tid at springe. Denne gang sprang den og sprang, ikke bare én gang men længe…

 

 

 

3. historie:

 

Et Kauritræ vokser langsomt. I de første mange år kæmper den med de andre træer om pladsen i skoven, kæmper med at vokse op og få en plads blandt de mange stammer; indtil den når skelsår og alder og som tres åring kaster alle sidegrenene fra de første fyrre år af sig. Så er stammen lang og slank, og det er tid at brede sin krone ud oppe over de andre træer i skoven. Tid til udfoldelse af den egentlige bestemmelse i fred og ro. Med jævne mellemrum kaster stammen barken, så ingen slyng- og snylteplanter kan få fat, og hvis der kommer fluer og insekter og forsøger at kravle ind i en lille revne, sender Kauri træet sin saft ud og indkapsler dem. Samtidig med at den vokser stille og roligt er den opmærksom på også at passe på sig, så væksten ikke hæmmes unødvendigt.

Kauri træet ved, helt på celleplan - som alle andre levende væsener, at alt har sin bestemmelse, noget særligt at udføre, og Kauri træet ved, at dens bestemmelse kræver tålmodighed.

Ting tager tid. Kauri træet har som alle andre et ømt punkt, noget den kan rammes dødeligt på, Dens mest livgivende og næringsbærende rødder ligger lige oven på jorden tæt på stammen. De tåler ikke, at menneskene tramper rundt på dem, selvom Kauri træet er en gigant, er der grænser for hvor meget menneskene kan træde på dens rødder.

Kauri træet er, som alle andre, afhængig af respekt for at komme til sin fulde udfoldelse i løbet af et par tusinde år.

Nogle Kauri træer oplever at få en ny bestemmelse, når de fældes og bruges til store kanoer, som kan rumme mange af de små mennesker på en gang, eller en lokal træ kunstner tryller nye flotte former og figurer ud af stammen. Noget som Kauri træet ikke anende var muligt, men som sker alligevel. Det, Kauri træet mærker, er værdsættelse, uanset hvor den står og hvad den nu bruges til, og det er vel en fortælling i sig selv.

 

 

 

2. del af 2. historie:

 

Vulkanen sprang og sprang. Sten blev slynget op i luften og landede langt væk, hvor de kunne findes mange år senere. Den sprang i 3 år og til sidst lød det som et stort suk, og vulkanen blev stille og opdagede oven på den store anstrengelse, at alt blev grønt og frodigt omkring den og på dens sider. Nu gjorde den ikke mere. Jorden var nu gødet og fyldt med frø, så mens vulkanen så til, begyndte landskabet omkring den al fyldes med liv.

 

 

 

2. del af 1. historie:

 

Sommeren gik på hæld på delfinens strand, og børnene huskede den resten af deres liv. En skønne dag døde delfinen, og ingen vidste hvorfor. Måske kom den for at lege, for at dele sin munterhed. Hele sommeren havde livsglæden boblet, mens den spillede bold med børnene, og den huskede altid at aflevere bolden til boldens lille ejer til sidst.

Måske var det meningen, at den skulle nå det, mens tid var. Børnene fik i hvert fald nogle uforglemmelige oplevelser, som de har fortalt videre til børn og børnebørn og til alle andre, som ville lytte til dem. Nogle af dem fortæller også om, hvordan man kan finde store klumper rav ved et gammelt Kauri træs rødder, når træet bliver gravet op. Sådan er der så mange forunderlige ting i naturen.

Tallet 3 – 3 dimensioner – 3 søstre.

De 3 smukke søstre var ved at være i den giftefærdige alder, og deres far havde indbudt firere til storgården.

Den ældste og mellemste søster var begge at finde i stadsstuen, hvor de sad yndigt bøjet over deres broderede navneklude. Begge var i gang med at indføje deres livs motto. Den ældste lod gotiske bogstaver danne sætninger: ”Tænk før du taler”. Den mellemste broderede med slynget skønskrift ”Hjerte rimer på smerte”.

Mens dagen gik på held myldrede mange friere ind gennem stadsstuen og ud igen, flere af dem hovedrystende, andre vrede eller forlegne. Fælles for dem var, at ingen fik svar på de spørgsmål, de stillede til den smukke ældste datter, for hun havde så travlt med at tænke tanker, at hun ikke talte før næste dag, og da var det for sent.

Den mellemste smukke datter blev så berørt af de mange belevne friere, at hun ikke kunne beherske tårernes strøm, og farverne løb ud over broderiet, og frierne skulle var sig med at komme for tæt på dette hav.

Pigernes far var fortvivlet og vred – hvordan skulle han få pigerne godt gift, og hvor var i øvrigt den yngste smukke datter. Denne pige hvis motto var: ”Se hvad der sker, og hvor det sner”, havde mærket hvad vej vinden bar og tænkt sin fars motiver igennem, så hun havde sadlet sin hest op og reddet til marked, mens faderen holdt gedemarked med de to store. Hun skulle ikke vælges, fy føj.

T,T,T sang hun, mens hun red af sted i rasende fart. 3 søstre, 3 muligheder, 3 dimensioner. Pludselig bremsede hun op, så hesten stejlede, hvorfor ikke 4.

Tallet 4: 4 verdenshjørner, 4 elementer eller den 4. dimension – den vil jeg finde…

Og hun gør sig klar til sin færd og du bemærker... og hun rejser af sted…og du følger ruten…og hun bruger følelse, fornuft, vid og bid, og du oplever forskellige eksempler… og ad uransagelige veje finder hun den 4. dimension, og du ved dybt inde i dig, hvad den 4. dimension er…måske kan du forklare det, måske mærker du det bare…

Hør engang fornuften og hør følelsen som to stemmer, der taler sammen… udveksler, lytter og supplerer hinanden… og her slutter historien. Den yngste smukke datter drog hjem til sin far og fortalte ham om den 4. dimension, og at hun nu vidste, at hun måttet søge sig en mand, som var med på den også.

Den ældste og mellemste smukke datter blev begge gift med sønner fra hver sin nabogård, og resten af deres dage, blev der tænkt og grædt meget og deres mænd, som havde kendt dem fra små, vidste at sådan var det og imens fortsatte den yngste smukke datter sit liv i en helt anden retning og inkluderede den 4. dimension i alt det, hun gav videre til sine børn og snip, snap, snude nu er denne historie ude og det er tid at vende tilbage hertil med helt din egen bagage.

Om at møde den stressede situation, hvor oplevelsen for en konsulent er at have for mange bolde i luften.

 

Der findes bolde i luften, og inde i Tivoli er der en ballonsælger. Hvert eneste år står han på pladsen foran koncertsalen med sit kæmpestore bundt balloner i alle slags farver og faconer, og jeg har lagt mærke til, at han kan give dem kortere eller længere line alt efter hvilken ballon, han skal have fat i.

Forestil dig, at du har dit eget bundt balloner med alle mulige slags farver og tekster og mellem dem findes én, som er hel blank, og du kan selv give farve, tekst eller blot lade den være som den er.

Hvert år tager jeg i Tivoli med mine børn, og jeg kan ikke huske om det var sidste år eller forrige, at jeg blev helt urolig, da jeg så ballonerne og ikke kunne få øje på ballonsælgeren, mens jeg kiggede mig hurtigt omkring.

Han var åbenbart gået, og pludselig fik jeg øje på, at ballonerne – hele bundtet – var surret fast på en stang med en sjov anordning foroven, en slags krog nærmest.

Pyh ha der var en lettelse, og egentlig er det jo klart at ballonsælgeren ikke kan stå der fra morgen til aften, dag efter dag i al slags vejr.

Den søde tand var placeret der i forreste side af munden. Det gav et godt overblik, og hun nød sin placering. Det var ikke hende, der stod for det hårde arbejde i munden. Det måtte arbejdshestene, de såkaldte kindtænder tage sig af, men de var jo også store og stærke.

Den søde tand var mere forfinet og følte sig nok også lidt sådan. I hvert fald var hun på vældig god fod med sin ejer, som ind imellem ligefrem fik sagt ”den søde tand det er mig”!

Hun betragtede det som sin fornemmeste opgave at bringe sin ejer nydelse, så den søde tand var altid på udkik efter lidt godt og lækkert og kunne sende en forventningens længsel af sted, så hendes ejer stoppede op, gik omveje, sneg sig nogle gange af sted og foretog alle mulige ting for at få fat i det søde.

Den søde tand sendte så den stærkeste nydelse af sted, så snart det søde ramte den og ejeren kvitterede med velbehags lyde uhm, uhm…

Her på det sidste var den søde tand blevet grebet af en stærk irritation mod ejerens mave, for ikke hver gang men hver eneste gang noget dejligt sødt var gledet videre fra den søde tand og ned i maven, kom der er utilfredshed, som rumlede rundt i hele ejeren og gav dårligt humør og dumme tanker.

Den dårlige samvittighed var tværtimod tilfreds – den havde kronede dage – den kunne rigtigt hundse rundt med ejeren og stille spørgsmål om vægt og om viljestyrke, plage ejeren med lede ved sig selv og med irritation. Sådanne tilstande hos ejeren kunne den søde tand ikke udholde, så hun sendte straks en besked om søde sager og trøst og det fortjener du også, du har det så hårdt og nogen gange måtte der lidt mere til af samme skuffe. Det virkede hver eneste gang. Ejeren sprang af sted.

Det nyttede kun i kort tid ad gangen og så voksede denne vanvittige uro igen og besatte ejerens tanker. Det meste af den vågne energi blev brugt til at tænkte på sødt, skal - skal ikke – skal - skal ikke - skal, skal, skal. Efterhånden var ejeren ikke engang rigtig tilfreds, når det søde gled ind, og den søde tand nåede knap nok at mærke hvordan søde ting kunne smyge sig rundt om den, så den i ro og mag kunne sende nydelsesbølger af sted. Et var at det nu gik for hurtigt, de søde ting gled forbi i rasende fart; men det værste var lige godt at den søde tand flere gange havde hørt ejeren udtalte sig om at den søde tand var en forbandelse og gid man dog kunne operere den ud eller på anden måde få den til at forsvinde.

Så en nat hvor den søde tand ikke kunne finde hvile, fik den en ide. Der var intet sødt i farvandet, og ejeren sov, så tanden begyndte at synge en sang ganske blidt for sin ejer, så sangen nærmest gled med ind i drømmene. Et hul kan ikke fyldes med sødt, for det søde forsvinder alt for hurtigt. Et hul må fyldes med noget andet, hvad kan det mon være, der er så mange måder, så mange ting man kan drømme om at gøre eller turde. Den søde tand sang videre om, at der findes sødt og surt, salt og bittert i verden, og at de fire er i familie, og når de spiller sammen bliver nydelsen og smagen, måske endda endnu bedre.

En skønne dag hørte den søde tand ejeren sig at sige til en ven: ”Du ved, engang sagde jeg altid, den søde tand det er mig, men ved du hvad her på det sidste har jeg opdaget, at det slet ikke passer. Den søde tand er som en lille stemme indeni mig, der siger ”Lidt og langsomt”. Tænk engang troede jeg det var en tand!”

To bøger var landet ved siden af hinanden i boghylden. Det var ikke sket med deres frie vilje, tværtimod måske. Boghyldens ejer havde fået en såkaldt raptus og støvsuget hele boghylden, hvilket flere af bøgerne oplevede var lige så slemt som, når små børn bliver tvunget i bad.

Nu stod så den tynde bog der og havde lyst til at smælde hårdt med siderne, så den kunne få mere luft omkring sig. Den tykke bog derimod tænkte: ”Det er dog voldsomt som sådan en tynd bog kan fylde”, og den tykke bog fik lyst til at puste sig op for at få mere albuerum. Ingen af dem nåede dog at tage affære, for inden de havde set sig om var de inde i et langt ordkløveri. Den tykke bog fik sagt. ”Ord skal der til. Ord er næring til sjælen” Den tynde bog var ved at vride sig ud af sit gode skind: ” Alt kan pakkes ind i ord, så det forsvinder”. I dag var den tykke bog i hopla, så den gav ikke op: ”Ord er et vigtigt værktøj”, sagde den ”hvordan skal vi ellers forstå hinandens ideer?” Nu var den tynde bog gal: ”Ord taler os væk fra det egentlige. Sig alting kort – vi skal ind til essensen straks”. Den lod et par af sine få sider smælde hårdt for at understrege pointen.

De to havde været så optaget af sig selv og hinanden, at de først nu opdagede, at der rundt om dem var mange bøger, de hidtil ikke havde mødt, og ganske forsigtigt kiggede de sig rundt med den sikkerhed det er, når man ved, hvor man har hinanden.

Der var måske en eller flere her, man kunne tale med. Den tykke bog kastede sig straks ud i et langt floromvundet spørgsmål til et par farvestrålende bøger lidt henne ad næste hylde; mens den tynde bog havde fået øje på en anden nærmest undseelig lille bog, klemt inde bag et par historiske romaner. Hvordan skulle man komme i gang. Den tynde bog følte sig pludselig mærkelig genert. Måske var det for voldsomt hvis man straks spurgte til essensen. Måske kunne jeg gøre som den tykke bog, snakke mig lidt ind på den, og for første gang begyndte den lille tynde bog på small talk. I starten lidt famlende ganske vist, men den tog sig hurtigt i at nyde det. Her var noget nyt at smage på….

Imens var den tykke bog kommet til kort, de farvestrålende bøger havde vendt ham ryggen, og nu stod han og funderede over sit næste træk, måske skulle han bare stå og vente lidt og se hvad der skete, hvis han gjorde ingenting.

Det var Alexander den Store. Han sad her flere århundreder senere og så tilbage på sit liv og undrede sig over berømmelsens veje, mens en historie blev ved med at spøge i ham. Han måtte erkende her så længe efter, at det, folk huskede ham for, var den såkaldte gordiske knude, som han jo løste med et enkelt sværdslag, og ja, han kunne jo nok havde tænkt sig, at der var andre ting, store bedrifter og erobringer, som blev husket bedre. Han var jo trods alt en krigsherre.

 

En historie blev ved at spøge hos ham, og interessant nok var den historie aldeles ukendt. Han havde i hvert fald ikke bemærket, at den blev fortalt.

 

Det var historien om den anden gordiske knude. Engang var Alexander indlogeret hos en rigmand. Han var på vej hjem fra et af sine togter. Det hændte nu, at en stejl og selvbevidst kvinde kastede en gordisk knude foran ham og udfordrede ham til at løse den.

 

Alexander greb straks sit sværd, og lige idet han svingede det, gik det i al sin gru op for ham, at sværdet var sløvt. Han havde brugt det alt for meget de seneste dage og haft for travlt til at pleje og slibe sværdet, så der lå den gordiske knude uden at sværdet ændrede det mindste.

 

Enhver krigsherre har jo en hjælper, og Alexander den Stores hjælper var straks trådt et lille skridt frem, så den store herre kunne trække sig med værdighed og sige ; ”Det overlader jeg til min hjælper!”

 

Alexander forlod rummet for at lade sig varte op i rigmandens hjem. Rigmandens kone sørgede for at også kvinden blev indlogeret. Det var et stort hus, og ingen kunne sige sig fri for at være pirrede af at knuden var kastet.

 

Hjælperen satte sig og kiggede på knuden, og der gik halve og hele timer. Natten gik og lige, idet solen stod op, og morgenlysets første stråler ramte ham, indså hjælperen,

 

at knuden var flettet af mange bånd, nogle fra kvindens liv, og nogle hun måske bare havde fået taget til sig, andre hun måske var pålagt. At der var mange bånd med mange slags liv og mange slags bevægelse, og hjælperen kiggede ind i sig selv og mærkede tydeligt nu, at han ingenting skulle gøre, han skulle sidde der og vente.

 

Morgenen indfandt sig i det store hus og Alexander den Store var en af de sidste, som stod op. Han gik forbi rummet og kastede et blik ind.

 

Han så sin hjælper sidde og nærmest meditere, og det så ud som om knuden var blevet løsere, og han bemærkede også, at kvinden, som havde kastet knuden for hans fødder, nu sad i rummet og studerede knuden nysgerrigt.

Der sidder en lille fin knap og skinner på en jakke. Den spejler sig i andre knapper på jakker den møder. Den spejler sig i limousiner med blankpolerede ruder, i lysekronerne i de fine sale, i modehusenes store spejle. Jakken tilhører vist en kvindelig minister.

 

I knappen gror en utilfredshed. Den vil se mere, den fornemmer der findes andre verdener, hvor jakken ikke kommer, for den hører jo, at ministeren siger, at jakken er for fin, når hun skal ud og besøge børnehjem og boreplatforme.

 

Knappen er både utilfreds og nysgerrig og har opdaget, at den selv har en lille skarp kant på bagsiden, så den begynder at gnave i tråden, og en skønne dag lykkes det, knappen falder af, da ministeren er på vej ned ad en stor trappe.

 

Den triller livligt hen ad fortovet, mens den mærker en ny frihed. Det varer dog ikke længe, inden knappen begynder at føle sig truet af en stor støvle, som kommer lige mod den. Jeg bliver knust, når den at tænke, inden den mærker et vældigt luftstød, da støvlen rammer lige ved siden af den. Senere sparker nogen til knappen, og en hund tager den i munden og løber af sted over en bro, taber så knappen som ruller i sikkerhed i hjørnet ved en trappesten. Der ligger den rigtig længe og får rig lejlighed til at kede sig. Livet synes det samme og det samme, en evig gentagelse fra dens hjørne.

 

Så en dag kommer et par røde sko tæt på knappen, og en lille pige bøjer sig ned og samler knappen op. Den føler sig helt snavset og meget undseelig, indtil pigen har pudset den af i et hjørne af sin nederdel. Hvor er den flot udbryder hun. Om aftenen ligger knappen sammen med en masse andre knapper af alle slags på et stort bord, og pigen lægger dem op i forskellige mønstre, som hun ændrer og retter på, indtil hun tilfreds går i seng.

 

Om natten starter en livlig samtale mellem knapperne om hvad de har set, hvor de har været, og den lille skinnende knap bekræftes i, at verden er stor og sammensat, fuld af muligheder. Næste dag er søndag og hele dagen syr pigen knapperne op i flotte mønstre på et stort sjal. Knappen sørger for at sno sig lidt, da den skal sys fast, og da pigen jo syr med let pigehånd, får den en vis line at være i.

 

Sjalet er en gave til pigens moster. Hun er med i en dansetrup, som turnerer i hele verden. Knappen sidder på sin trygge plads i sjalet og ser det hele, mens tråden er lang nok til , at den kan få sin nysgerrighed stillet, og det gør slet ikke noget, at de er mange knapper sammen, for den lille skinnede knap er kommet til at holde uendelig meget af alle de historier, den hører om natten, når knapperne udveksler hvad de har set, hver fra sin position på sjalet.

”Der var engang en prinsesse, der boede på det høje slot. Hun var enebarn og gik ofte rundt for sig selv. Hendes far kongen var optaget af alle sine gøremål og vigtige beslutninger, mens dronningen var optaget af sit og var også tit tilbagetrukket fra verden i sine egne smukke gemakker. Prinsessen kedede sig, og hun måtte ofte hen til vinduerne, hvorfra hun kunne skue vidt ud over kongeriget. Der var særligt et vindue, som tiltrak hende. Det var et lille vindue, hvorfra hun kunne se skoven, og når hun stillede sig på tæerne og kiggede ud gennem det, kunne hun mærke en dragning. Det føltes nærmest, som om skoven kaldte på hende.

En skønne morgen, uden nogen egentlig bemærkede det, for alle var optaget af deres eget, gik prinsessen af sted, forbi vagterne på alle etager, gennem slotsgården og videre ud gennem slottets port. Fødderne fandt vej af sig selv, og inden aften var prinsessen vandret et godt stykke vej ind i skoven. Først da det mørknede, opdagede hun, at hun var træt og sulten og alene i den store skov, og til sin lettelse hørte hun glade stemmer fra et lille hus dybest inde i den tætte skov, og prinsessen måtte banke på og fandt husly for natten hos en familie med mange børn.

Det blev ikke blot denne ene nat, for prinsessen følte sig så godt tilpas hos familien, at dagene gik af sted, og hver aften, når dagens arbejde var vel overstået, og alle havde spist sig mætte, kom det, som prinsessen syntes allermest om. Faderen rejste sig og sagde ”Nu slår vi gækken løs”, og det skal jeg lige love for, at de gjorde, både børn og voksne, dansede, spillede, sang og fortalte historier, indtil alle havde fået tindrende øjne og sved på panden, så var det tid at lægge sig ovenpå endnu en god dag.

Efter nogen tid begyndte prinsessen at føle sig levende i dansen, som om blodet strømmede frit i hende, og hun fik blussende kinder og blev forpustet. Det var en ny fornemmelse.

Straks det skete, tænkte prinsessen, ”Det var nok det, jeg kom for at lære, så nu må jeg se at drage hjem”, og hun gjorde sig klar til at tage af sted næste morgen.

Om aftenen skete det, at den ældste datter i huset faldt og forstuvede sin fod, og prinsessen mærkede, at hun måtte træde til. I nogle uger overtog prinsessen pigens arbejde, og efterhånden lærte prinsessen, at hun kunne mærke sine hænder tydeligt, når hun vaskede og strøg, og hun forundredes over den nydelse, der også var forbundet med det.

De andre i familien nærmede sig hende meget mere, nu hvor hun deltog så aktivt i hverdagens mange gøremål, og prinsessen mærkede, at hun kunne ty til sin gamle prinsesse viden om, at mennesker ikke kom for tæt på hende, men at hun med hver enkelt, der nærmede sig, kunne finde en passende forbindelse.

Da pigens ankel var i orden, vandrede prinsessen hjemad mod slottet og fik en sjov ny fornemmelse af at gå af sted til noget nyt og med noget nyttigt i bagagen uden at hun helt vidste, hvad det var, og det var med en forventningens glæde omkring hvad der bliver det næste, at prinsessen trådte ind i det høje slot…

 

Findes i : Grethe Bruun: ”Storytelling i terapi og i supervision” Dansk Psykologisk Forlag 2009

En vandrehistorie der handler om ikke at fortabe sig i løsningen.

 

Det var i Kina. Det er jo ofte der, de gamle historier foregår. En købmand var efterhånden kommet til at skylde en pengeudlåner mange penge. Så mange penge, at han ikke kan betale tilbage. Pengeudlåneren siger til ham. Hvis du ikke betaler mig pengene tilbage, vil jeg have din datter. De mødes – købmanden, hans datter og pengeudlåneren.

Pengeudlåneren siger, det skal gå rigtigt for sig.

 

Nu tager jeg en pose og lægger to sten i ,og din datter skal trække en sten op af posen. Hvis du trækker en sort sten op – skal du gifte dig med mig. Hvis du trækker en hvid sten op – bliver du hos din far. Hvis du ikke vælger en sten – skal din far i fængsel.

 

Pengeudlåneren bukker sig ned og tager to sten og lægger i posen. Pigen ser, han tager to sorte sten. Hvad skal hun gøre? Pigen stikker hånden ned i posen og trækker en sten op. Lige da hun får hånden ud, taber hun stenen. Det var ærgerligt, siger pigen, nu tabte jeg stenen. Men vi kan kigge i posen og se hvilken sten, der er tilbage.

 

Pengeudlåneren trækker en sort sten op, hvorpå pigen siger, så trak jeg den hvide!

I et hjørne i entreen stod en lille sort paraply og skuttede sig. Den var netop kommet hjem på en af de tunge grå vejrs dage og var stadig halv våd og i rigtig dårligt humør. Paraplyen havde fået nok af det klamme, kolde vejr. Den nyste kraftigt, og det knagede i hele stativet. ”Nej må jeg så bede om lidt solskinsvejr og lidt mildere vinde”, sagde den til stokken, som stod ved siden af. ”Du er jo bestemt for dårligt vejr og regn og kun det ”, svarede stokken vrissent. Den var godt træt af den lille sorte paraplys beklagelser. ”Enhver må leve op til sin bestemmelse”, var stokkens motto.

Det var en smuk spadserestok med sølvknap på toppen, og den var ganske godt tilfreds med sin bestemmelse at blive pudset og taget ud på ture på solskins søndage, mest om sommeren forstås.

Den lille paraply lod sig ikke sådan stoppe: ”Jeg kender alt til regn, slud og blæst. Livets blå dage med dagsregn. Haglbyger når det er værst. Sommetider står en mur af regn ned, eller dryp, dryp. Det gør mig vanvittig i hovedet.

 

Slå paraplyen op, slå paraplyen ned, slå paraplyen op, lyder det uafbrudt. Det er trist med al den tunge regn, og alt for vådt er hvad det er”, sagde paraplyen. Stokken var fornærmet og følte sig samtidig højt hævet over paraplyen, så den valgte at sige ingenting.

 

Paraplyen talte nu videre med sig selv: ”Jeg er lille men jeg er pæn med flot, blankt silkestof og et fint udspænd. Jeg skulle bare spændes ud og blive ved med at blive varmet igennem i stedet for al den slud og kulde.”

”Mumle, mumle, mumle nu vil vi godt have ro”, sagde stokken.

 

Den lille paraplys ejer elskede faktisk paraplyen. Den var smuk, stærk i stof og stel og god i al slags regn, og den kunne lige foldes sammen ned i en taske, så hun brugte den rigtig tit, alt for tit syntes paraplyen.

 

Så en sommerdag standsede den tykke mand, som nu boede i lejligheden sammen med paraplyens ejer, lige ved stativet og råbte: ”Må jeg låne den lille sorte paraply?”

 

Selvfølgelig måtte han det, og parret drog af sted til stranden på picnic. Da de havde spist, ville paraplyens ejerinde sole sig, og den tykke mand foldede glad paraplyen ud og slog den op. Den spændte sig til det yderste og dækkede hans hoved, mens han tog sig en lur.

 

Paraplyen strålede om kap med solen og sugede varmen til sig. ”Nu er jeg også en solskinsparaply”, proklamerede den for stokken uden at vente et svar.

 

Den tykke mand blev boende i lejligheden, og når solen skinnede, blev paraplyen hans bedste ven.

 

Efter nogle år på denne måde, tog paraplyen sig en dag i at nynn : ”I`m singing in the rain….”